-
Business-overblik: Trump lagde en lille ledetråd – få timer efter fik amerikanske aktier et tiltrængt farveskift. Analytikere måber
Source: BDK Finans / 10 Apr 2025 02:10:34 America/New_York
God morgen og velkommen til torsdagens Business-overblik, hvor udmeldinger fra Donald Trump igen har vendt op og ned på verdensordenen. I dag runder vi blandt andet: Tidligere chef ved Meta i markante beskyldninger: Samarbejdede med Kina om at lave censurværktøjer Chefstrateg spår stormløb på det danske marked torsdag Drop tanken om et blodrødt boligmarked. Eksperter ser store forskelle på finanskrisen og nu Toldkrig skaber juridiske slagsmål mellem virksomheder: Gør dig skarp på dine kontrakter Men vi begynder med igen igen med Donald Trump. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Trump opfordrede til at købe aktier få timer inden, at udmelding om toldpause fik skuden til at vende på det hårdt prøvede aktiemarked: Analytiker mangler ord for opførslen I går sendte Donald Trump det amerikanske aktiemarked i en tiltrængt stigning, da han pludselig introducerede en 90 dages lang pause på den toldkrig, han selv har udrullet for fuld udblæsning den seneste uge. Kun få timer inden havde han slået et kortfattet, men entydigt budskab op på sit sociale medie, Truth Social: »DET HER ER ET FANTASTISK TIDSPUNKT AT KØBE!!!«. Udmeldingen og den senere toldpause skabte mildest talt begejstring på det amerikanske aktiemarked, der for første gang i mange dage lukkede i en overlegen stigning på mellem seks og ni procent. Især blandt de største og hårdest prøvede selskaber var der store stigninger. Apple: +15,33 procent Meta: +14,76 procent NVIDIA: +18,72 procent Tesla: +22,69 procent Amazon.com: +11,98 procent. Selvom mange aktionærer sikkert fik en anelse mere ro i maven, får manøvren analytikere, som TV 2 har talt med, til at tabe kæben. TV2s egen erhvervsanalytiker siger, at man »roligt kan kalde det uetisk«. En anden, har næsten svært ved at finde ordene. »Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har aldrig oplevet noget, der er i nærheden af at minde om det her,« siger aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen og betoner, at han var »endt i kachotten,« hvis han havde havde lavet lignende nummer. Donald Trumps melding har også vakt harme hos hans politiske modstandere, der anklager ham for markedsmanipulation. En anklage der er blevet blank afvist af Trump-administrationen. »Det er ikke markedsmanipulation, »sagde den amerikanske handelspræsident, Jamieson Greer. »Vi forsøger at nulstille det globale handelssystem,« lød det. Det skriver vi om 1. Drop tanken om et blodrødt boligmarked. Eksperter ser store forskelle på finanskrisen og nu Frygten for en ny finanskrise er blusset op, men boligøkonomer ser den ikke gentage sig på det danske boligmarked. Nye tal sætter to streger under, at markedet stadig står bomstærkt. Men Donald Trump kan sætte en kæp i hjulet, lyder advarslen trods alt. Læs historien her. 2. Bang & Olufsen mærker Trumps toldhammer: »Vi kommer til at sætte prisen mere op« Onsdag er en ny bølge af straftold trådt i kraft, og det kan mærkes på dansk lydgigant. »Flere parter kommer til at dække regningen,« fortæller finansdirektør i Bang & Olufsen. Læs historien her. Det bør du også læse Ulrik Bie: Trumps tilbagetog er episk. Men det er slet ikke slut Så var der et punkt alligevel. Et punkt, hvor Donald Trump ikke længere kunne holde til at give en flyvende fuckfinger til verden og se de amerikanske finansielle markeder bløde. Men de fundamentale forhold er ikke ændrede af den opbremsning, som Trump onsdag aften informerede verden om. Og vi kan fortsat ikke stole på Trump. Læs historien her. Det skriver andre medier om 1. Tidligere chef ved Meta i markante beskyldninger: Samarbejdede med Kina om at lave censurværktøjer Midt i en højspændt situation mellem Kina og USA, er en whistleblower-henvendelse fra en tidligere direktør for public policy i Facebook endt i en Kongreshøring angående et kontroversielt samarbejde med Kina. Det skriver BBC. Den tidligere direktør påstår blandt andet, at Meta skulle have givet det kinesiske styre adgang til Meta-brugernes data i forsøg på at skabe forretning i Kina. Anklagen går i øvrigt på, at Meta skulle have »hjulpet« Kina med at bygge censurværktøjer. Meta har indtil videre afvist alle anklager og kaldt dem »løsrevet fra virkeligheden og fyldt med falske påstande« 2. Chefstrateg spår stormløb på det danske marked torsdag Kilder fortæller til Børsen, at de forventer noget i retning af købspanik torsdag, efter at mange investorer har solgt ud af deres faldende aktier i frygt for, at Donald Trumps toldkrig fortsat eskalerede og skabte kaos på aktiemarkedet. Den korte pause i toldkrigen giver »grobund for en af de største aktiestigning på en enkelt dag nogensinde,« lyder det Jesper Langmack, der er chef for kapitalfonden Polaris Flexible Capital og har en baggrund som investeringsdirektør i PFA Pension og Danica. Det danske aktiemarked åbner klokken 09. 3. Toldkrig skaber juridiske slagsmål mellem virksomheder: Gør dig skarp på dine kontrakter Det er helt afgørende, at virksomheder gør sine kontrakter helt skarpe på, hvordan toldsatser kan påvirke prisen på deres produkter direkte eller indirekte og eventuelt prisregulerer efter det. Sådan lyder rådet fra to topadvokater i Finans, der har oplevet, hvordan virksomheder allerede ender i juridiske slagsmål om, hvem der skal tage toldregningen fra USA. Man kan nemlig ikke »bare« komme ud af en aftale, selvom en amerikansk præsident besluttet sig for en handelskrig, fortæller de. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser onsdag dag: Dow Jones: +7,9 procent S&P 500: +9,5 procent Nasdaq: 12,1 procent Asien – indeks torsdag dag kl. 07:48 Japan Nikkei: +8,44 procent Hongkong Hang Seng: +2,47 procent Kina CSI Shanghai: +1,25 procent Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-trump-lagde-en-lille-ledetraad-faa-timer-efter-fik